Nougatmælk

Nougatmælk

Nougatmælk – det lyder ikke helt skidt vel? Det kan jeg godt afsløre at det bestemt heller ikke er! Næsten flydende nougat – nu med god samvittighed! Og så er det tilmed virkelig nemt. Stort set samme princip som mandelmælk men lige med et lille tvist, og så selvfølgelig med hasselnødder istedet.

Det skal du bruge til at lave nougatmælk

Ca 100 g hasselnødder

Ca 6 dl vand

Ca 1 spsk honning (du kan også sagtens bruge dadler eller andet sødning, det er ikke for at gøre den sød men for at give en fyldigere smag)

Et knips salt

Kornene fra 1 vanillestang

Sådan gør du

Fordel hasselnødderne på en bageplade beklædt med bagepapir. Giv dem ca 15 min ved 150 grader til de er godt sprøde og har fået farve, men endelig ikke brændte.

Tag nødderne ud af ovnen og nulr en del af skallerne af. Du behøver ikke at være så grundig.

Kom nødderne i en skål med de resterende ingredienser og blend dem helt fint.

Hæld mælken over en finmasket si/viskestykke eller lignende så de findelte hasselnødder bliver siet fra.

Smag til og juster evt med lidt mere sødning.

Tadaa – så er der lækker nougatmælk!

Brug det til din morgengrød, proteinshake, i din kaffe, på dine havregryn eller hvor du lige kan finde på at bruge det.

Opbevares i køleskabet og omrystes inden brug.

 

Kan i have en dejlig aften derude (selvom der absolut ikke kommer noget i fjerneren i aften)

Gammeldags æblekage

Gammeldags æblekage

Det her er jo nærmest klassikeren over dem alle og en af de desserter der sammen med rødgrød eller jordbær med fløde føles allermest dansk. Det er ikke uden grund at det er en klassiker for den smager jo helt igennem fantastisk. Af barndom. Af familiemiddage. Af efterår og af minder. I mange år gad jeg faktisk ikke rigtig at spise det når min mor serverede det til familiekomsammener – sådan har jeg det heldigvis ikke længere. De seneste år har det været noget af det første der blev lavet når de første danske æbler har meldt deres ankomst. I år er ingen undtagelse. Af uvisse årsager – eller nok nærmere af pga dovenskab har makronerne altid været købe makroner, men nu opgraderer vi lige en smule og laver vores egne. Det er så nemt som at klø sig selv i nakken – men de købte er nu også helt fine hvis man ikke lige selv gider at kaste sig ud i makronbageriet.

Til 2-3 porioner gammeldags æblekage skal du bruge

4 æbler

Ca 2 spsk sukker

Kornene fra 1/2-1 vanillestang

Ca 3/4 dl vand

Evt lidt fint revet ingefær

 

Makroner (opskrift her)

Fløde pisket til let skum

Rasp

1 spsk smør

2 spsk sukker

 

Sådan gør du

Rengør æblerne og fjern kernehuset. Skær æblerne i små tern. Jeg skræller dem ikke, men det kan man sagtens hvis man ikke vil have skrællen med. Kom æbleternene i en lille gryde med vand, sukker, vanillekorn + den tomme stang og revet ingefær. Lad æblerne koge helt møre ved middel temperatur, ca 15 min. Mos æblerne let med en gaffel og lad mosen køle helt af.

Smelt smør og sukker på en pande og tilsæt rasp. Lad det blive gyldent. Lad blandingen køle helt af og bland det med knuste makroner.

Pisk fløden let.

Saml æblekagen med lidt makroner i bunden, æblemos, lidt rasp + makroner i midten, mere æblemos og lidt makron rasp på toppen efterfulgt af en god gang flødeskum.

Serveres med det samme.

Hjemmelavede makroner med marcipan

Makroner med marcipan

Engang i sidste uge kom jeg til at tænke på at jeg egentlig aldrig har lavet mine egne makroner til æblekagen, det er altså noget sjusk! Det måtte jeg hurtigt lave om på – samtidig var der så også en virkelig god grund til at spise æblekage 😀 Det var jo heldigvis virkelig nemt omend de måske ikke blev de kønneste, de smagte dog dejligt. Kunne måske godt lige have taget mig sammen med billedet men nu får i altså dette.

Giver ca 20 stk

Du skal bruge

75 g revet marcipan

150 g sukker

1 tsk mel

2 æggehvider

Sådan gør du

Bland marcipan og sukker. Hæld æggehviderne i og pisk til det er en homogen masse. Tilsæt melet og pisk igen. Fordel små klatter på en bageplade med bagepapir, enten med en ske eller med en sprøjtepose. Lav god afstand da dejen flyder ud. Bag i ovnen ved 180 grader i 15-20 min til de er gyldne. Lad dem køle helt af. Opbevares i en lufttæt beholder.

 

Nu vil jeg lige tage mig sammen og komme lidt krudt i hovedet, jeg skal nemlig ud og ride sammen med nogle søde veninder. Det skal nok blive akavet og kikset men forhåbentlig også virkelig sjovt. Det er nok ca 20 år siden jeg sidst har været på en hest (har kun reddet på kameler og elefanter siden, det er ligesom lidt noget andet) og min røv er altså blevet noget større og tungere siden da så er lidt bange for at jeg aldrig kommer derop. De er fandeme store sådan nogle kræ!

Wish me luck!

Chokoproteinshake med peanutbutter og banan

Proteinshake

Jeg sidder lige her på arbejdet og prøver at tage mig sammen til at lave noget fornuftigt – det går ikke ret godt kan i nok fornemme 😉 Men så var det at jeg tænkte at jeg jo så kunne være lidt fornuftig og skrive lidt herinde. Ja ja jeg er ikke så dum som jeg ser ud. Nok meget heldigt i virkeligheden.

I sidste uge lavede jeg en ret god og ustyrlig nem morgenmad som mættede overraskende godt. Jeg ved ikke helt hvad det er men det sidste lange stykke tid har jeg haft virkelig svært ved det der morgenmadskoncept, jeg har ikke været sulten, har virkelig ikke magtet noget med æg som ellers har været min go to længe og har heller ikke gidet at bruge lang tid på at få lavet noget som jeg egentlig ikke rigtig havde lyst til. En dag besluttede jeg mig derfor for at lave en chokoproteinshake med peanutbutter og banan. Normalt er jeg bestemt ikke fan af den slags men den smagte altså som sagt overraskende godt, så jeg er blevet omvendt kan man vel godt sige!

Til 1 person skal du bruge

1 banan

1 lille spsk peanutbutter

Ca 2 dl mælk

1 tsk kakaopulver

30 g proteinpulver (jeg brugte en med chokoladesmag, men en naturel kan også sagtens bruges, tilsæt da lidt ekstra kakao)

 Sådan gør du

Blend hele baduljen og smag til. Drik som en hurtig morgenmad eller som mellemmåltid.

Det var da nemt ikke? Og den smagskombination går man sjældent galt i byen med.

Øv nu er jeg allerede færdig – det betyder nok at jeg burde lave noget arbejdsrelateret…Nå men kun 45 min til frokost – jeg klarer den nok 😉

Citronpandekager

Citronpandekagercitronpandekager

Kender i det der når der ikke er andet end pandekager der dur? Det er virkelig sjældent at jeg laver pandekager, det er bare en af de der ting jeg synes er meget sjovere at spise end at lave, selvom det jo ellers er virkelig nemt. Jeg er bare sådan en doven type der foretrækker at man kan knalde sin kage ind i ovnen og så passer den nogenlunde sig selv, så ofte tar det mig ret lang tid at tage mig sammen. Ret dumt for det smager jo fantastisk! Udover at være lidt doven, er jeg også virkelig virkelig traditionel med mine pandekager – altså der er mange ting der lyder rigtig lækkert, men jeg vil helst bare have mine pandekager helt plain – med sukker (og muligvis smør dagen efter), måske lidt syltetøj og hvis det er rigtig vildt med is og syltetøj. Men så stopper festen altså også her!

Eller dvs indtil den anden dag hvor jeg trådte en lille bitte smule ud af min normale pandekageramme – altså der er jo på ingen måde noget nyt i at komme citron i dejen, kun hvis man er mig 😉 Her kommer ihvertfald mit bud på citronpandekager og ved i hvad – de smagte jo virkelig dejligt! Det er så dumt at man nogle gange kan holde så meget på det helt klassiske, for så at finde ud af at andet altså også kan være et hit!

I dag arbejder jeg hjemmefra så jeg er hoppet i de blødeste bukser og har smidt bh’en og hvis ikke det var fordi at jeg prøver at styre mig en smule med de søde sager så kan jeg ikke udelukke at jeg ville have bikset sådan en omgang sammen igen.

Det skal du bruge

2 æg

Ca 2 dl mel

Ca 1,5 dl mælk (et skvæt fløde gør dem heller ikke dårligere)

Ca 2 spsk sukker

Saft + skal af 1/2 usprøjtet citron

2 tsk vanillesukker (eller endnu bedre kornene fra 1/2 vanillestang)

Evt lidt birkes

25 g smeltet smør

Sådan gør du

Pisk hele baduljen og juster med mel eller mælk hvis konsistensen ikke er helt som ønsket. Steges i en smule smør ved middel varme.

Mums filibaba

Older posts