9 x forretter og appetizers til nytår

Forretter og appetizers til nytårGod formiddag søde damer (og herrer)

Jeg har liiiidt svært ved at komme i omdrejninger i dag, er en anelse bombet – på trods af at jeg nærmest intet lavede i går. Tydeligvis kan man også sagtens blive træt af at lave ingenting 😉

I er åbenbart mange der søger inspiration til nytårsmenuen i disse dage – det giver selvfølgelig også ret god mening, med nytåret et par dage væk.

Tænk sig at der kun er et par dage tilbage af året – det er crazy. Og ja, jeg gentager mig selv ret meget, men jeg forstår virkelig ikke hvor året er blevet af. Det er faktisk lidt forfærdeligt at føle sig kronisk bagud. Oh well – jeg indhenter vel på et tidspunkt. Håber jeg.

Til nytår bliver der ofte disket op med minimum treretters menu. Intet mindre kan jo gøre det, på denne årets sidste dag. Igen må det for mig gerne være nemt, og simpelt. På den måde undgår man at bruge hele aftenen i køkkenet, imens gæsterne hygger (og fulder) sig. Når jeg har gæster, vil jeg selv være så meget med i festlighederne som overhovedet muligt. Derfor laver jeg faktisk sjældent treretters menuer, og gør jeg det, så sørger jeg for at det går hurtigt, eller at det kan laves i forvejen.

Jeg har derfor fundet ikke mindre end 9 forslag til forretter og appetizers frem – man skal jo nødigt gå ned på mad 😉 Flere af tingene skal serveres kolde, hvilket gør det endnu nemmere.

Here goes

9 x forretter og appetizers til nytår

Find dessertforslagene her

10 forslag til nytårsdesserten

NytårsdessertGod formiddag fine mennesker, og glædelig (bag?)jul. Har i haft nogle pragtfulde dage, eller er i mest af alt bare glade for at det er overstået, og at der nu er et helt år til næste jul?

Jeg havde en rigtig hyggelig juleaften – omend en lidt utraditionel én af slagsen. Det var nu helt fint, og generede mig ikke det fjerneste. Den smule julepynt der var oppe herhjemme blev pakket væk 2. juledag. Slut prut finale. Nu glæder jeg mig faktisk mest bare til at tage hul på et nyt år. Jeg har ingen idé om hvad det kommer til at indeholde, men det er jo også noget af det der er spændene. Mit største ønske – og håb, for det kommende år, er (ikke overraskende) at jeg finder mig et fornuftigt arbejde. Nøj, det gider jeg gerne. Og så naturligvis at alle er sunde og raske – men det giver ligesom sig selv.

Til nytår bliver der gerne kælet lidt ekstra for menuen, og mange går all in på vilde sager. Jeg har ikke noget med nytårsmenuen at gøre i år, men jeg har til gengæld gravet lidt i arkiverne og synes egentlig at jeg har en del opskrifter liggende, som er værdige til at udgøre årets sidste dessert.

Fælles for dem alle er at de alle er super nemme at lave, mange af dem kan endda snildt laves en dag eller to i forvejen. På den måde undgår du stress og jag på selve dagen. Det er jeg personligt stor fan af. Fordi det er nemt, behøver det heldigvis ikke at være kedeligt.

Der er flere af opskrifterne der indeholder friske bær – det er jo ikke just sæson for det lige nu. Jeg anbefaler derfor at man skifter bærrene ud med fx citrusfrugter, granatæbler eller måske khaki – man kan naturligvis også vælge at være ligeglad, og bare købe bær alligevel, men de smager nu altså ikke nær så godt som når de er i sæson. Hindbærrene er dog klart at foretrække – skal det endelig være.

10 forslag til nytårsdesserten

Marcipankugler med skovbær – helt uimodståelige

Marcipankugler med skovbærSÅ for dælen. Nu er det lige ved at være nu! Om et døgns tid, fylder duften af and og flæskesteg stuerne rundt omkring i det ganske land. Juletræer bliver pyntet, og små størrelser får mavepine af bar spænding. Tænk sig engang at det i dag, er lillejuleaften.

Jeg har været en tur i Magasin for at købe de sidste julegaver, og en tur i Kvickly for at få grøntsagsskuffen fyldt godt op. Er det monstro kun mig der trænger til noget friskt og grønt? Jeg har ikke engang spist en masse julemad, så det kan ikke være derfor. Måske jeg bare allerede længes efter lysere og lunere tider. Men i går var vendedag – nu går vi heldigvis den sjove tid i møde igen.

Først skal julen dog lige overstås!

Marcipankugler med skovbærI min familie gør vi os ikke rigtig i konfekt, og når nougat og marcipan er at finde på bordet juleaften, er det mest af alt for traditionens skyld. Ingen spiser det. Ikke dén dag ihvertfald.

Men skulle man være sådan én der elsker konfekt, men måske lige er lidt sent ude med det i år. Så synes jeg at du skal prøve disse pragtfulde marcipankugler. Jeg har brugt skovbærmarcipan fra Odense, den smager simpelthen så godt. Jeg er personligt virkelig glad for at den vendte tilbage i år. Den holder 100.

Disse er så nemt at det vil være en tilsnigelse at kalde det for en opskrift – men i min verden, er simpelt tit det allerbedste. Prøv dem siger jeg bare. I dare you 😉

Marcipankugler med skovbær

Marcipankugler med skovbær
Author: Sabrina
Prep time: 15 mins
Total time: 15 mins
Ingredients
  • Skovbærmarcipan
  • Hvid chokolade
  • Frysetørrede hindbær
  • Rålakridspulver
  • Evt lidt guldflager – bare fordi vi kan
Instructions
  1. Bræk marcipanen i små stykker af ca 10 g
  2. Tril dem til kugler
  3. Smelt chokoladen over vandbad eller i microovnen – temperer den gerne
  4. Overtræk kuglerne med chokoladen
  5. Drys kuglerne med knuste frysetørrede hindbær, rålakridspulver og guldflager
  6. Stil kuglerne på køl til chokoladen er stivnet
  7. Hvis du vil undgå at kuglerne får “fødder” kan du rykke lidt på dem inden chokoladen stivner
3.5.3208

Marcipankugler med skovbær

Andelevermousse – perfekt til julefrokostbordet

Andelevermousse SÅ for dælen – nu er det lige ved at være nu. At det er nu. Kun to små bitte dage til jul! Jeg fik købt næsten alle mine julegaver i går, mangler nu bare én enkelt eller to. Det bliver i morgen. Riiiigelig tid 😉

I dag skal jeg nemlig lige om snart, være med til at lave mad til en julefrokost for hjemløse – det glæder jeg mig faktisk virkelig meget til. Dét skal nok blive godt.

Andelevermousse Denne lille labre sag, fik jeg lyst til at kreere, da jeg fandt andelever i Meny. Jeg har aldrig rigtig gjort mig i hjemmelavet leverpostej, eller mousse. Men man skulle da være et skarn, hvis man lod muligheden gå forbi. Samtidig er det jo perfekt her til jul. Jeg er sikker på at det vil imponere at sætte sådan en sag på bordet én af juledagene. Resten af året, tror jeg dog at den vil imponere mindst lige så meget. Den er tilmed virkelig nem og smager pragtfuldt.

Jeg har spist cornichoner til, men jeg er ikke i tvivl om at fx de syltede rødløg ville bringe lykke – og lidt kærkommen farve. Det kan godt være at leverpostej/mousse smager fremragende – men kønt – dét er det altså ikke!

Jeg har taget udgangspunkt i en opskrift fra Alt for damerne, men blandt andet halveret mængden.

Andelevermousse
Author: Sabrina
Prep time: 10 mins
Cook time: 10 mins
Total time: 20 mins
Ingredients
  • 1 spsk smør til stegning
  • 350 g andelever (kylling kan også sagtens bruges)
  • 1 lille hakket rødløg
  • 1 stort fed hakket hvidløg
  • 1/2 dl Kirsebærvin + lidt ekstra til tilsmagning (cognac kan bruges i stedet)
  • 1 dl fløde
  • 1 tsk sukker
  • Salt
  • Peber
  • Frisk timian
Instructions
  1. Smelt smørret på en pande
  2. Svits løg og hvidløg uden at de tager farve
  3. Kom leveren på og steg til den er lige akkurat gennemstegt, ca 8-10 min
  4. Hæld kirsebærvinen på panden og lad den koge næsten væk
  5. Blend hele baduljen med fløde og timian og smag til med salt, peber, sukker og kirsebærvin
  6. Kom moussen på glas og stil i køleskabet i mindst et par timer inden brug
  7. Server med sprødstegt brød, cornichoner, syltede rødløg eller lignende
3.5.3208

For lidt siden fik jeg i øvrigt en virkelig skøn mail, det var dem bag Ost og Ko konkurrencen, der fortalte at begge mine opskrifter var blandt de vindene. Ahmen – der er ikke et øje tørt! Dén havde jeg altså ikke set komme! Hvor heldig har man lige lov til at være?

Find mine bidrag her og her

Andelevermousse

Hjemmelavede flødekarameller med havsalt og lakrids

Hjemmelavede flødekaramellerGlædelig 4 søndag i advent derude. Så er der efterhånden ikke mange dage til at julen er billigt til salg. Hvert år bliver jeg lige overrasket over hvor hurtigt, sådan en december egentlig går. Er i så småt ved at være klar til jul?

Jeg elsker elsker elsker karamel. Det er jo toppen. Jeg går også altid efter chokoladebarer med karamel i, de er jo de bedste. Resten af min familie har det på samme måde, og ingen af os forstår helt, hvordan andre kan have det anderledes. I sommers til familiefødselsdag, sad vi og snakkede om karamelglæden i vores familie, og mine brødres kærester forstod det ikke. De ville hellere have ren mørk chokolade. De var tæt på at der var sket to brud den dag 😉

Både mine brødre og jeg, og min mor for den sags skyld. Foretrækker ting med karamel og lys chokolade – selvom jeg nu også rigtig godt kan lide mørk chokolade. Julie og Alberte, ville bare have mørk chokoladen og UDEN karamel. De er skøre. I tell you!
Hjemmelavede flødekaramellerJeg har efterhånden lavet karameller et utal af gange, og gik sågar så langt på et tidspunkt, at jeg gerne ville åbne en karamelbiks – dét kom jeg dog fra igen. Det er efterhånden ved at være længe siden at jeg sidst har lavet karameller, men det hører sig næsten til, til jul. Det har det i hvertfald gjort hos mig i en del år efterhånden.

Det er super nemt, kræver intet sukkertermometer og giver uimodståelige og bløde karameller – som ikke knækker tænderne. Vigtigt!

Smagen i karamellerne kan varieres som man lyster, jeg har både prøvet med frysetørret hinbær, passionsfrugt, lakrids, kanel, chokolade, peanuts og havsalt naturligvis.

Hjemmelavede flødekarameller

Hjemmelavede flødekarameller
Author: Sabrina
Prep time: 5 mins
Cook time: 10 mins
Total time: 15 mins
Serves: Ca 600 g
Ingredients
  • 100g smør
  • 250g sukker
  • 1 dl glykosesirup
  • 2 dl piskefløde
  • 1/2 tsk vanillepulver (kan udelades)
  • 1 tsk havsalt (kan udelades men er virkelig godt)
  • Lakridsgranulat
  • Kan evt tilsættes peanuts
Instructions
  1. Smør smeltes i en tykbundet gryde ved medium varme (jeg bruger en sauterpande med slip let) Jo brunere smørret bliver, jo kraftigere bliver smagen i karamellerne – jeg foretrækker mine helt lyse
  2. Sukker + vanillepulver tilsættes og smeltes sammen med smørret til det får en flydende karamelagtig konsistens
  3. Glykosesiruppen tilsættes og der røres til det er opløst
  4. Fløden tilsættes lidt ad gangen (pas på, blandingen kan godt koge op og smeltet sukker har man ikke lyst til at røre ved) blandingen røres godt sammen
  5. Lad blandingen koge videre indtil det tykner (ca 10 min), det er færdigt når man nemt kan forme en kugle af massen, prøv det af ved at hælde et par dråber karamel i isvand og prøv at forme det efter et par sekunder. Hvis man ikke kan forme en fast kugle skal det koge lidt længere (jo længere tid karamellen koger, jo sejere bliver den)
  6. Tag karamellen af varmen og hæld over i forme med bagepapir (jeg bruger en rugbrødsform med bagepapir) Jeg deler gerne blandingen i to forme, en tilsætter jeg ofte en håndfuld peanuts eller lakridsgranulat og den anden 1 tsk havsalt.
  7. Sæt til afkøling (evt i køleskabet hvis det skal gå hurtigt)
  8. Skær ud i mundrette stykker og spis løs – jeg pakker mine ind i karamelpapir eller i bagepapir klippet i passende firkanter
3.5.3208

Trænger du til mere karamel-lækkerhed?

Oreotærte med karamel

Kiksekage med karamel og karamelliserede popcorn med havsalt

Saltkaramel is

Jeg får besøg af en veninde om lidt, vi skal gå en laaang tur og måske endda opstøve noget kage – det er jo søndag 😉

Kan du have en dejlig dag.

Hjemmelavede flødekarameller

Older posts