Grillet surdejssandwich med kylling og soltørrede tomater

Grillet surdejssandwich med kylling og soltørrede tomaterAllerede onsdag, så begynder weekenden så småt at lure ude i horisonten. Det er også sådan en dag hvor man godt kan være liiidt træt, og maden derfor gerne være nem – eller – det må den i grunden altid gerne, men også i dag. Derfor er en sandwich oplagt, sådan en helt simpel, men virkelig god en. Som f.eks en grillet surdejssandwich med kylling og soltørrede tomater. Den er nemlig lige præcis både virkelig god, og virkelig nem.

Jeg har ladet mig kraftigt inspirere af en sandwich de har hos Retreat food, jeg har efterhånden spist den virkelig mange gange, for kombinationen virker bare. Jeg har brugt de gode surdejsboller herfra, de fungerer rigtig fint og er en noget grovere version end de bruger på Retreat.

Grillet surdejssandwich med kylling og soltørrede tomater  Sådan en grillet surdejssandwich med kylling og soltørrede tomater, kræver virkelig få ingredienser og har man brødet klar, kan der være aftensmad på meget kort tid. En ekstra bonus når man overvejer om løsningen er take away fra den lokale pizzapusher.

Jeg har altid været en sandwich pige, der er bare noget virkelig rart over en sandwich, ikke så mange dikkedarer, bare noget fyld pakket ind i, forhåbentligt, godt brød. Gud hvor har jeg spist mange sandwich i mit liv, men det fungerer altså også bare til alt. Det er tilmed smart i madpakken, og det kan varieres i det uendelige. Og har vi snakket om brød? Sandwich er pakket ind i brød, hvilket måske næsten er den største grund til begejstringen 😉

Grillet surdejssandwich med kylling og soltørrede tomater

  • 1 sandwichbrød (f.eks dette)
  • 1 kyllingebryst
  • 3 spsk mayo
  • 3 tsk grov sennep
  • Soltørrede tomater
  • Romainesalat

Sådan

  1. Varm brødet i et paninijern, eller bare i ovnen, skær det over og lad det køle en smule af
  2. Steg kyllingebrystet i lidt olie og krydr med salt og peber. Skær kyllingen i strimler
  3. Bland en sennepsmayo af grov sennep og en god mayo, smag til
  4. Smør brødet med mayo, og fyld brødet med salat, kylling og soltørrede tomater

 

Nu er jeg blevet helt sulten, så må hellere gå ud og lave noget morgenmad inden jeg skal ud af døren. Jeg har haft noget af en start på mit nye arbejde. Føler mig også en anelse brugt i dag.

Kan i have den bedste dag.

Sushibowl

Sushi bowlGodmorgen venner, det er mandag og inden længe tager jeg på arbejde. Ja, sgu. Det er vildt nok. Wish me luck! Nu skal jeg være sådan en der igen ser gevaldigt frem til weekenden 😉 Eller, det gør jeg jo også nu, bare af andre årsager.

Jeg synes derfor at vi skal starte ugen med let, men virkelig lækker mad. Nemlig sushi bowl. Egentlig er det jo bare sushi ingredienser, kommet i en skål, istedet for at blive rullet. Det gør det til gengæld også langt nemmere og mindre tidskrævende. Du smider bare alle de ønskede ingredienser i en skål, og bum, så er der mad. Jeg er fan! Mmmm sushi. Jeg er pjattet med det.

Sushi bowl Du kan jo som sagt fylde præcis hvad du har lyst til i skålen, jeg gjorde det nemt, både i forhold til grønt og fisk, og brugte hvad jeg havde på lager. Fisken blev bare til røget laks og et par indbagte rejer som jeg havde i fryseren, og så nogle edamamebønner frost, og andre oplagte sager fra køleskabet.

Sushi bowl Jeg havde kogte sushi ris i bunden af min sushi bowl, de kan sagtens helt undlades, eller udskiftes med “blomkålsris” for en hurtigere og lettere version – de kan tilmed købes færdige i supermarkedet.

Sushi bowl Jeg brugte også en rest tangsalat, fordi det er altid godt. Mængderne er jo ikke så vigtige, men her kommer ca mål på hvad jeg brugte. Oj, det skal jeg altså snart have igen. Så nemt og helt vildt lækkert.

Jeg rørte også en hurtig chilimayo af Hellmanns mayo og sirracha og spiste til. Har vi snakket om hvor stor fan jeg er af chilimayo? Jeg er tosset med det skidt. Ikke mindst til sushi.

Du kan også lave din egen ingefær, find opskriften  her

Sushi bowl

75 g kogte Sushiris

1/4 Agurk i tynde stave

1/2 Avocado i skiver

2 Forårsløg fintsnittet

100 g Edamamebønner optøede

Fisk (jeg brugte røget laks og indbagte rejer)

Tangsalat

1 ark ristet tang skåret i strimler

Sesamfrø

Soya

Chilimayo

Sådan

Anret alle ingredienserne i en skål. Server med soya og chilimayo, og evt med ingefær og wasabi og spis!

Vandmelonssalat med linser

Vandmelonssalat med linserVi er allerede midtvejs i ugen, det er vildt nok. De seneste dage har tilmed været lidt sommeragtige, og jeg har naturligvis haft for meget tøj på. Det er ligesom om at jeg har indstillet mig på, at nu er det bare koldt og efterårsagtigt, så når der endelig kommer en sommerlig dag, så kan det bare være lige meget. Jeg finder flyverdragten frem, gør jeg. Haha. Og spiser vandmelonssalat med linser ved siden af.

Men på madfronten giver jeg mig altså ikke, det er om at nyde de mange skønne frugter og grøntsager, som man hungrer efter hele vinterhalvåret. Som om det ikke er tarveligt nok at det er mørkt, koldt og vådt. Så er mulighederne for frugt og grønt også stærkt begrænset og ikke nær så smagsfuldt som i sommerperioden. Så selv på kølige regnvejrsdage, står menuen altså blandt andet på vandmelonssalat med linser. Basta! Så gemmer vi gryderetterne lidt endnu.

Vandmelonssalat med linser For noget tid siden lavede jeg altså denne virkelig simple vandmelonssalat med linser. Den er nem, hurtig og dejlig mættende, da den både er tilsat salatost og linser. Det gør den til en oplagt måltidssalat, har man kogt linserne på forhånd, tager salaten max 5 min at fremstille. Helt perfekt til dage hvor det skal gå ekstra tjept.

Vandmelonssalat med linser

Nu vil jeg snøvle mig sammen, og komme ud at få handlet, så jeg kan komme i køkkenet. Kan i have en pragtfuld dag derude.

Vandmelonssalat med linser

Til 1 pers

  • 2 skiver vandmelon skåret i små tern
  • 2 håndfulde ruccola
  • 30 g cremet salatost (jeg bruger den fra Taverna)
  • 1/2 Rødløg i fine skiver
  • 1 dl kogte sorte linser
  • 1 lille håndfuld ristede græskarkerner
  • Balsamico glaze (opskrift findes her)
  • Salt og friskkværnet peber

Sådan:

Bland ruccola, rødløg, linser og vandmelon sammen i en skål og pynt med salatost og græskarkerner, drys med salt og peber og server med balsamico glaze.

 

Mangler du mere inspiration til salatskålen, så prøv disse

 

Mac and cheese kugler med chili

Mac and cheese kugler med chiliMac and cheese kugler med chili, er en helt beskidt snack – på den aller bedste måde altså. Det er lidt ligesom en krydsning imellem chili cheese tops og mac and cheese – for meget, men virkelig godt. Perfekt til en tømmermændssøndag, eller hvis man bare trænger til noget ekstra snasket. Og det gør man (jeg) jo jævnligt.

Mac and cheese kugler med chili   Der er klart mere arbejde i sådan en omgang, end at ringe efter pizzamanden, men det er også bedre og meget sjovere, og hvis man er i tømmermændsmode, kan man med fordel have klargjort det meste dagen inden, så er der altså ikke meget arbejde i det. Dine tømmermænd vil takke dig.

Mac and cheese kugler med chiliOpskriften på mac and cheese med chili, er mit bud på Ost – til dagen derpå, som er Ost og kos nyeste opskriftskonkurrence, hvor det altså handler om at lave den ultimative tømmermændsret indholdende ost. Jeg er overbevist om at sådan en omgang mac and cheese med chili, kan kurere selv den værste omgang tømmermænd. Kombinationen af sprødt, blødt, fedtet og lidt stærkt, det er altså en vinder i min bog. Jeg spiste dem med en god klat chilimayo til, det kan klart anbefales. Og er der rester, kan de snildt varmes i ovnen, så er de gode som nye.

Mac and cheese med chili

  • 250 g tør pasta
  • 2 store spsk smør
  • 3 spsk mel
  • 6 dl mælk
  • 100 g bacon
  • 150 g revet cheddar
  • 100 g havgus eller parmesan
  • 1 tsk løgpulver
  • Peber
  • 1 tsk paprika
  • Salt
  • 15 jalapenos
  • Til panering
  • Æg
  • Hvedemel
  • Pankorasp

Evt med chilimayo til servering

Sådan:

  1. Kog pastaen efter anvisningen på pakken og hæld vandet fra
  2. Skær bacon i helt små tern og steg den sprød på panden
  3. Smelt smørret i en gryde og rør melet ud heri
  4. Tilsæt mælken og pisk godt for at undgå klumper. Kog op
  5. Tilsæt ost og krydderier og smag til
  6. Hak jalapenos og kom dem i ostesaucen
  7. Hæld pastaen ned i saucen og vend godt rundt så alt er dækket
  8. Lad retten køle helt af og stivne f.eks til dagen efter. Spis evt halvdelen som den er
  9. Pisk æg sammen i en skål og kom mel og pankorasp i to andre skåle
  10. Form små kugler af pastaen
  11. Rul først kuglerne i mel, så æg og tilsidst i pankorasp
  12. Varm rigeligt olie op i en lille gryde til ca 175 grader og friter kuglerne heri et par stykker ad gangen
  13. Læg de færdige kugler på fedtsugende papir

 

Mangler du mere inspiration til at bruge ost, så prøv disse

Æbleskiver med ost og bacon

Æbleskiver med ost og baconÆbleskiver med ost og bacon – nu rabler det 😉

Godmorgen godmorgen til hele bondegården. Deet er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser… Ok, jeg stopper mig selv nu, men det er jo rigtigt. I hvert fald det sidste, og i hvert fald med tanke på at det er august. Men vi er da bare ligeglade. Næsten altså. Jeg skal være sammen med min mor i dag, i dette pragtfulde regnvejr. Og senere skal jeg ind og tage billeder af cocktails. Virkelig virkelig gode cocktails. Jeg har brugt en krig på at få fat i opskrifterne, eller teknisk set har jeg bare ventet, en anden har gjort arbejdet. Haha. Men meget snart kommer der altså virkelig gode cocktailopskrifter til en blog nær dig 😉

Æbleskiver med ost og bacon Men først skal det handle om en højt elsket klassiker, nemlig æbleskiven. Den søde runde kugle, som er en must i hele juletiden, men som derefter går i glemmebogen, de næste 10 måneder. Det er altså lidt synd, synes jeg. Og ret urimeligt. Pandekager holder jo hele året, og vafler ligeså. Så er det bund uretfærdigt at æbleskiver bliver dømt uværdige langt det meste af året. Det laver vi om på NU!

Æbleskiver med ost og bacon  Jeg har nemlig lavet en salt udgave, og det fungerer ret så godt, hvis jeg altså selv skal sige det – og det ved vi godt at jeg skal 😉

Ost og bacon pynter på det meste, og jeg kan nu afsløre at æbleskiver er ingen undtagelse. Det er faktisk virkelig godt, og et lidt sjovt twist. Du kan altså roligt tage æbleskivepanden i brug og lave æbleskiver med ost og bacon.

Æbleskiver med ost og baconÆbleskiverne med ost og bacon, er samtidig mit bidrag til opskriftkonkurrencen fra Ost og ko, under temaet: Ost – til fest. Jeg synes nemlig at æbleskiver er en festlig lille sag, de kan laves i forvejen og bare varmes lidt, de er fine som en lille snack eller forret og så er de nemme at lave til mange.

Jeg har brugt én af mine favoritoste i opskriften, nemlig Havgus fra Arla Unika. Det er en hård ost, med nøddetoner og meget smagsfuld, uden at være stærk. Kan du ikke lige skaffe den ost, så kan andre hårde oste som primadonna eller parmesan fint bruges.

Æbleskiver med ost og bacon

Giver ca 10 stk.

1 æg

50 g fuldkorns ølandshvedemel (eller almindeligt hvedemel)

30 g hvedemel

1,5 dl kefir eller kærnemælk

1 dl øl

2 tsk salt

Friskkværnet peber

En smule cayennepeber

100 g bacon i tern

100 g fintrevet havgus

1 lille håndfuld frisk timian

Lidt smør eller baconfedt til stegning

Evt creme fraiche til servering

Sådan gør du:

Steg baconen sprød og sæt til side. Gem fedtet fra stegningen

Kom mel, æg, kefir, øl og krydderier i en skål og pisk til du har en homogen masse. Tilsæt revet ost, timian, det meste af baconfedtet fra panden og den stegte bacon og rør det godt sammen. Dejen skal være rimelig tyk, men stadig kunne hældes i panden. Hæld dejen i en sprøjtepose

Varm æbleskivepanden op til lidt over middel varme og kom en smule smør eller baconfedt i hvert hul og fyld dej i til de er 3/4 fyldt. Vend æbleskiverne 1/4 omgang med en strikkepind eller lignende, når de har taget farve, og er til at vende. Fyld lidt ekstra dej i og lad dem stege videre et øjeblik. Vend til sidst æbleskiverne helt rundt så de får farve på alle siderne. Fortsæt til alt dejen er brugt. Server evt med lidt ekstra revet ost, bacon og en klat creme fraiche.

 

Hvis du er mere til den noget mere klassiske udgave, så findes sådan en lige her

Older posts